Wackerhausen: Teknologi, kompetence og vidensformer

Indlæg om Wackerhausen

Teknologi, kompetence og vidensformer

Steen Wackerhausen, 1991

Artiklen omhandler temaet om den rationelle tilgang til viden – bygget på en positivistisk tilgang til verden,  som stammer fra vores stadig udvikling af redskaber (teknologi) til at løse problemer med samt den videnskabelige periode, hvor man troede på at alt kunne forklares rationelt.

Wackerhausen viser, hvordan begrebet tavs viden kan ses som en udvidelse til det traditionelle syn på viden og kompetencer, og fokuserer meget på fx det kropslige element.

 

Operationel bestemmelse af teknologi

Wackerhausen definerer teknologi som brugen af redskaber og påpeger at det er et definerende element hos menneskearten.

Og han tænker på ’intenderede, bevidst målrettede midler’ – hvor mennesket adskiller sig fra de fleste dyr.

Vores redskaber udvikler sig stadig og giver os mere og mere kontrol – han taler om dem som eksternalisering – altså nærmest en forlængelse af vores egen krop.

 

Teknologiens mål-eksterne virkninger og kolonialiseringer

Den teknologiske udvikling i det 20. Århundrede og især efter 2. Verdenskrig har ekspanderet voldsomt med den effekt, at teknologien både giver direkte effekter men også breder sig så meget, at det stiller krav til alle (i den vestlige verden) om at kunne håndtere nye redskaber og forandre sig i takt med teknologien. Men vi er sjældent bevidste om dette i dagligdagen.

Teknologi har en indirekte påvirkning af vores selvforståelse.

Teknologi har desuden en direkte påvirkning – dens artefakter er mønsterdannende. Nogle gange med utilsigtede negative påvirkninger (fx arbejdsmiljø).

Vi har flyttet os til en højere-ordens teknologi, der fjerner os fra fx fysiske referencer til gamle fag-kundskaber.

Alt dette har iflg Wackerhausen rod i almengørelsen af rational tænkning og traditionelle kompetence og vidensformer. Den teknologiske logik.

 

Den teknologiske logiks rødder

Den teknologiske logik stammer fra forhold uden for selve teknologiudviklingen snævert set.

Der er tale om meget gamle ’traditioner’ fra Platon og Sokrates om den sprogliggjorte eksplicitte viden – ”vi ved kun noget, hvis vi kan udtrykke det sprogligt”

I den vestlige kultur er der en tæt sammenhæng mellem viden, udsagn, sandhed og begrundelser.

I kulturer uden skriftsprog lever viden i mennesket og overføres som traditioner osv.

Men allerede fra de tidligste skrifttegn er der tegn på den eksplicitte viden.

Rationalismen og den empiriske naturvidenskab afløste kirkens monopol på den rigtige viden, men var også selv et forsøg på at skabe den endelige facitliste af eksplicit viden. Virkeligheden lod sig udtømmende forklare!

Videnskaben viste i slutning af 19. Århundrede bedre resultater end den hidtidige tradition – ingeniør og lægevidenskab blev hurtigt mønstermodeller for andre fag.

Bestemmelse af den teknologiske logik                   

Heraf følger:

Kompetence = eksplicit viden + regelbaserede færdigheder

Kompetence handler altså om at kende til den eksplicitte viden og de regler der skal anvendes

Henvisning til fx sygepleje, fysioterapi mv der flytter til universitetsniveua og væk fra den praktiske læring af faget.

Henvisning til ’klassisk kunstig intelligens’ – kan man skabe ’hjernen’ ud fra eksplicit viden og regler (nej).

 

Tavse dimensioner: Empirisk problematisering af den teknologiske logik

Vigtig: Ekspertens praksis, selv i videnskabsbaserede applikationsfag (fx læge), udviser nemlig træk, som ikke umiddelbart lader sig forene med den teknologiske logiks bestemmelser om problemløsning, viden, kompetence.

Programmøren der kan finde fejl i et stort program, røntgen lægen der stiller diagnose ud fra en fornemmelse

Meget tyder på, at jo mere erfaren en fag person bliver i sit felt, jo mindre kan den teknologiske logiks formel beskrive, hvad personen gør.

 

De tavse dimensioners genese

Det, der mangler, erhverves gennem lang tids praksiserfaringer – dette er de tavse dimensioners genese. Viden befinder sig i praksis og ikke i skolen.

Hvordan tilegner en nybegynder sig så højere viden? Ved at indgå i de etablerede kundskabsbærende praksisformer, tilegner personen sig de tavse dimensioner af kompetence.

Efterhånden som praksis udøves, fokuseres mindre på eksplicit viden og regler, og mere på fænomener, succesrig praksis og gradvist ideal-type dannelser.

 

Indholdsbestemmelse af de tavse dimensioner

Begreber der afvises:

                      Know how – regelbaserede færdigheder

                      Know that – eksplicit sprogliggjort viden   (Ryle, 1949)

                      Praktisk viden – teoretisk viden

                      Objektiv viden – subjektiv viden

Bedre er Polanyi: ”we can know more, than we can tell”  - tacit knowledge

 

Polanyi har dog sammenhæng til den ‘bløde’ teknologiske logic – altså en ide om, at den skjulte ubevidste viden at ‘lokkes’ ud af eksperten og dermed ekspliciteres.

Wackerhausen mener dog at der findes viden som ikke er erhvervet sprogligt og heller ikke har fundet eksplicitte sproglige udtryk: mennesket besidder viden, som ikke er erhvervet ved og ikke kan erhverves ved sætningskendskab (boglige studier etc) alene, men kun via oplevelser, erfaringer og praksis.

 

Ekspertens praksis har dannet et ikke-regelstyret neuralt netværksmønster, der automatisk kan udføre den givne færdighed. Typisk mere fleksibel og hurtigt end de bevidst regel-genererede færdigheder. Tænk op at lære at cykle eller køre bil.

Også en forklaring på, hvorfor eksperten har svært ved at svare på sine egne færdigheders virkemekanismer.

 

En alternativ kompetence model

Kompetence = Eksplicit viden  +                    Regelbaserede færdigheder

                      Aktuel/principel tavs viden                           Regel-løse færdigheder

Den eksplicitte viden kan ikke stå alene – Polanyi: ”all knowledge is either tacit or rooted in tacit knowledge”

 

Perspektivering

De tavse færdigheder kan mistes igen – ses efter 3-4 år uden brug.

Skole-læreren (i bred forstand) bliver mere og mere bogorienteret og fjerner sig fra fagets praksis og færdigheder.

Og eksperten bliver mere og mere ordløs jo længere tid han har praktiseret.

Slut kommentar fra wackerhausen:

Viden og færdigheder er i langt højere grad person krop praksis og kulturafhængig end den teknologiske logik antager.

Skal de tavse dimensioner udvikles må man fastholde eller skabe det nødvendige erfaringsrum – i arbejdet og under uddannelsen, hvori disse tavse sider genereres  (altså praksisfællesskaber!)

Videnskaben har dog en vigtig rolle at spille – for at fjerne den del af praksis, der ikke bygger på tavs VIDEN, men på overtro, dogmer, ideologi…

Lægevidenskaben skal ikke bankes tilbage til lægekunsten, men udvikles til lægekunst og –videnskab.