Stolen Knowledge

Stolen Knowledge

Brown, Duguid – 1992 

Tekstens overskrift ’stolen knowledge’ henviser til at undersøge hvordan situeret læring kan operationaliseres. Stolen knowledge skal altså forstås som det at lære af andre – fx gennem fælles praksis – frem for klasseværelse undervisning/instruktion.

Operationalisering kontra legitimering

Her forsøger de at dreje spørgsmålet fra – hvordan kan vi operationalisere situeret læring, til – hvordan legitimerer vi det at stjæle viden?

Operationeliseringen handler her primært om at konstruere it-løsninger der understøtter læringen

På den ene side sætter de: instruktion, eksplicit, individuel og snævert konstrueret system

På den anden side: læring, implicit, social, åbent/bredt konstrueret system

De ser sammenhænge mellem skole læring og arbejdsplads læring, som bliver mere tydelige gennem den situerede tilgang.

Transforming terms

Instruktion vs læring

Situeret læring handler om læring, hvorimod undervisningsteknologier ofte har sin base i undervisning og instruktion.

Situeret læring vender perspektivet væk fra den pædagogiske tilgang (set fra underviserens vinkel) til at se det fra den lærendes synsvinkel. Den lærende lærer det, som han/hun ønsker at lære – og det kan være forskelligt fra, hvad underviseren har af mål.

Læring handler derfor ikke om at overføre et bestemt stykke viden, men om at den lærende ligger flere lag ovenpå sin bestående viden. Vi lærer ikke det samme, selvom vi gennemgår det samme forløb – for det afhænger af hver enkelts hidtidige læring og erfaringer, som der bygges videre på.

Derfor er det vigtigt at sikre, at den lærende har adgang til autentiske social praksis – så der er et sted at stjæle viden!

Eksplicit vs implicit

Det er i praksis begrænset hvor meget af en aktuel praksis der kan gøres eksplicit – det ligger i sagens natur i praksissen selv. En lærende der kun modtager eksplicit viden, får ikke det komplette billede.

Nogle kritiserer den situerede læring for kun at ville det implicitte, men forfatterne understreger at det ikke er tilfældet – ingen af delene kan stå alene; problemet er især eksplicit viden der tages ud af den praksis-sammenhæng de stammer fra. Henvisning til Wenger, der siger at teknologier, der præsenterer kompleksiteten i en praksis mangelfuldt, gør det nærmest umuligt at lære den praksis. Eksplicitte elementer/abstraktioner er altså en funktion af den praksis de vedrører!

Individuel vs social

Forfatterne ser det som meget problematisk, hvis læring finder sted uden en social kontekst – fx communities of practice. Det er meget svært for den lærende at skabe sammenhæng og forståelse, hvis læringen er afskåret fra den praksis den indgår i. Omvendt kan selv meget komplekse praksisser læres med minimal instruktion, hvis det sker i en social sammenhæng.

Sammenligning: at køre bil er en social praksis – som stort set alle kan lære, mens det at optage fra en videooptager IKKE er en social praksis, og ofte falder mange svært…

Endelig er det vigtigt, at læringen ikke opdeles i små komponenter set isoleret pga af opgavens art eller brugeren, men kun hvis det er i sammenhæng til den overordnede sociale praksis – så den lærende kan stjæle det, som han/hun ønsker at lære.

Snævert vs bredt design

Et snævert defineret design har problemer, da det er frakoblet den kontekst som praksis foregår i. Det er sværere at skabe læring, hvis det sker kontekst-uafhængigt, selvom det er nemmere for underviseren/afsenderen. Læringen bør nærmere embeddes i den kontekst, hvor de vil blive brugt. Dette er definitionen på et bredt designet system, som ikke kun fokuserer på teknologien, men også praksissen og den sociale sammenhæng.

 

LPP as legitimate theft

LPP: legitimate peripheral participation  -  anerkendt perifær deltagelse?

Det er defineret af Wenger og Lave: LPP er IKKE en undervisningsform, teknik eller pædagogisk strategi. Det er en synsvinkel på, hvordan læring finder sted. Altså uanset kontekst eller læringsmål, finder der læring sted (altså det, som eleven vælger at lære ud fra hvad der er tilgængeligt at stjæle)

Læring skal altså ses fra et elev-perspektiv (demand side) og ikke et underviser perpektiv (supplpy side).

Skoler og klasserums undervisning har problemer her, mens læring på arbedspladsen har bedre vilkår for LPP, fordi man netop indgår i en social praksis. Det er altså ikke nogen god ide at tage væk fra arbejdspladsen og ind i klasselokalet for at lære nyt!
Læring i klasseværelser handler i praksis om at definere sin identitet og forståelse gennem samtale – elever kan lære meget på egen hånd, hvis det sker på deres egne betingelser. Den kollaborative proces mellem eleverne er altså der, hvor læringen skabes bedst.

Konklusion fra teksten: Design af teknologi til læring skal altså tilbyde et ’underconstrained’ (underspillet?) vindue mod praksis, og lade eleven kunne betragte så meget af praksis som muligt for at komme i dybden, og kunne udforske emnet gennem en fælles indsats (kollaboration).