Wenger - leaning, meaning and Identity

Community of Practice -Learning, Meaning, and Identity
Wenger (1998)

Vi lærer, når vi definerer enterprices og engagerer os I at udføre fællesskabet, når vi interagerer med hinanden og omgivelserne og når vi tuner relationerne til hinanden om til omgivelserne. Over tid resulterer den samlede læring i praksis, der reflekterer både udførelsen af arbejdet og tilhørende sociale relationer. Praksis er således basis for et fællesskab der er skabt over tid, deraf navnet Community of Practice.

Case: Skade/klagebehandling i medicinalvirksomhed
Kollegaerne kommer for at skabe et COP og for at tjene deres penge. De fleste af dem ville helst være andre steder, eller lave noget andet. Dette er en kendsgerning hos såvel ansatte som ledelsen. I arbejdsdagen fokuseres der på arbejdet, men med et skarpt øje på tiden. I skadebehandlingen arbejder de sammen med andre som deler de samme betingelser som dem selv – dette er et central element i at definere den virksomhed de er engageret i. De oplever deres arbejdes som individuelt, asocialt, lineært og dette var afspejlet i politikker, instruktioner, i træningsprogrammer og i IT-systemet. En nærmere undersøgelse viste, at trods dette var der skabt en lokal praksis, som gjorde det muligt at imødekomme kravene fra virksomheden. De agerede som personer i relation til hinanden, delte informationer, skabte mening, delte nye ideer og tricks, holdt hinanden med selskab og berigede hinandens arbejdsdage. De har med andre ord skabt en praksis for at få en tilfredsstillende arbejdsdag og de har dermed skabt et COP(47). En praksis er altid en social praksis. Praksis dækker såvel det eksplicitte, som det skjulte, de sagte og det usagte, hvad der er præsenteret og hvad der er forventet. Det inkluderer også ting som dokumentation, sprog, værktøjer etc, ligesom det inkluderer implicitte relationer, skjulte konventioner, underliggende forventninger og et delt verdensbillede.
COPs er den vigtigste kontekst for at vi i fællesskab kan udvikle sund fornuft. Processen med at engagere sig i praksis involverer hele mennesket, såvel aktioner som viden på samme tid. Tingene ses som en helhed og deles ikke op i adskillelse af aktion/viden, manuel/mental, konkret/abstrakt.
COPs er steder hvor vi udvikler, forhandler og deler vores egne teorier om hvordan vi forstår verden.
Relationen mellem teori og praksis er altid kompleks og interaktiv. Teori er hverken ubrugelig eller ideel. Praksis er ikke uimodtagelig for indflydelse af teori, men det er heller ikke en ren realisering af teorien – praksis er refleksiv, selv når praksis producere teori er praksis praksis (49).

Kapitel 1 Practice as meaning
Kapitlet argumenterer for at den sociale produktion af mening er det relevante analyseniveau for at kunne tale om praksis. Der introduceres 3 basiskoncepter: forhandling af betydning, deltagelse, og tingsliggørelse. (49)

Praksis er først og fremmest en måde hvorpå vi på en meningsfuld måde kan erfare verden og vores engagement i den. Fokus på praksis giver mening til kroppens bevægelse og hjernens aktivitet. Praksis er om mening, som den en erfaring med det daglige liv.
Mening er (52):
- lokaliseret i en proces, kaldet forhandling af betydning
- forhandling af betydning involverer interaktion af to grundlæggende processer: deltagelse og tingsliggørelse
- deltagelse og tingsliggørelse former en dualitet som er fundamental i den menneskelige erfaring med betydning og dermed for naturen i praksis.

Forhandling af betydning
Vores engagement i praksis har nogle mønstre, men det er nydannelse af sådanne mønstre der giver grundlag for erfaring med betydning. Vi producerer betydning, der udvider, korrigerer, genfortolker, modificerer eller konfirmerer den historie vi er en del af. At leve er en konstant proces af forhandling af betydning, menneskelig engagement i verden er således først og fremmest en forhandling om betydning. At leve meningsfuldt implicerer:
- en aktiv produktion af betydning som er både dynamisk og historisk
- en verden af måde modstand og påvirkelighed
- en fælles mulighed for at påvirke og at blive påvirket
- et engagement i flere faktorer og perspektiver
- produktion af nye beslutninger som sammenløb af faktorer og perspektiver
- ukompletheden i disse beslutninger, som kan være tentative, specifikke til en situation etc.
Intentionen i forhandling er her at dække et bredt udsnit at løbende interaktion, gradvis opnåelse og give-and-take (53).
Betydning er altid et resultat af dets forhandling – dvs betydning lever i forhandlingsprocessen. Betydning ligger i den dynamiske relation der er i verden.
Deltagelse og tingsliggørelse refererer til en dualisme der er fundamental for forhandling af betydning (55).

Deltagelse
Deltagelse kræver både aktion og forbindelser. Her anvendes ordet deltagelse til at beskrive den sociale erfaring ved at leve i verden ud fra at være medlem i et socialt fællesskab og aktiv involvering i social virksomhed. Deltagelse er dermed både personlig og social. Processen kombinerer at gøre, at tale, at tænke, at føle, at høre til. Det ínvolverer hele mennesket. Deltagelse er en kilde til identitet – ved at genkende det fælles i vores deltagelse, bliver vi en del af hinanden.
Deltagelse dækker over
- Ikke at være ensbetydende med samarbejde. Det kan involvere alle typer relationer; konflikter, harmoni, intimt, politikalt, konkurrerende såvel som fælles.
- At deltagelse i fællesskaber skaber vores erfaring, men det skaber også fællesskabet – potentialet går begge veje.
- Mere end blot at engagerer sig i praksis – deltagelse er ikke noget vi kan slå til og fra.
Vores engagement er socialt og deltagelses-konceptet er tænkt som at fange denne dybtliggende sociale karakter af vores livserfaring.

Tingsliggørelse
I sammenhæng med deltagelse er tingsliggørelse et brugbart koncept til at beskrive vores engagement med verden som et produkt af betydning. Webster definerer tingsliggørelse som: at behandle en abstraktion som substantiel eksisterende eller som et konkret materiel objekt.

Vi projekterer vores meninger u di verden og efterfølgende opfatter vi dem som eksisterende i verden.
I deltagelse genkender vi os selv i andre, i tingsliggørelse projekterer vi os selv i verden uden at have genkendt os selv i disse projektioner, vi kobler en uafhængig eksistens til vores meninger.
Denne kontrakt mellem fælles og projektion er en væsentlig forskel mellem deltagelse og tingsliggørelse.
Begrebet tingsliggørelse anvendes meget generelt til processen med at give form til vores erfaringer ved at producere objekter, som kan samle denne erfaring i ”ting” Begrebet bruges til at skabe en ny distinktion der skal tjene som fokuspunkt for organisering af diskussionen i kapitlet. Tingsliggørelsesprocessen er central i enhver praksis (59).
Tingsliggørelse dækker et bredt udsnit at processer som bla: at skabe, designe, repræsentere, navngive, kode, beskrive, såvel som opfatte, forstå, anvende, genanvende, afkode. Tingsliggørelse skærper vores erfaring.
Væsentlige punkter relateret til tingsliggørelse
- tingsliggørelse kan referere til både proces og produkt
- Tingsliggørelse skal være genanvendelig i en lokal situation for at være meningsfuld
- Tingsliggørelse kan antage mange former
Disse ting er kun toppen af isbjerget. Produktet af tingsliggørelse er ikke simple materielle objekter, det er refleksioner over menneskelig praksis.

Tingsliggørelsesprocessen er meget stærk (61). Kraften (succesfuldhed, portabilitet, potentielle fysiske vedvarenhed, den fokuserede effekt) er også den fare. Den følelsesmæssige kraft i tingsliggørelse er dobbelt-ægget. Tingsliggørelse som stedfortræder for betydning er altid ukomplet, igangværende, potentiel berigende og potentielt af/misledende.

Dualitet i betydning (62)
Dualiteten i deltagelse og tingsliggørelse er illustreret i figuren på side 63. De kan ikke ses isolere, men skal ses som et par og dualiteten former en enhed. Hvis man skal forstå den ene side, skal man forstå den anden. De kan spindes så tæt sammen at det er svært at skille ad – denne tæthed gør konversation til en så magtfuldt kommunikationsform.

Deltagelse og tingsliggørelse kan spindes tæt sammen, men de kan også komplementere for hinandens begrænsninger.
Hvis deltagelse tager overhånd er der fare for at for lidt bliver fasthold til at man er sikker på at der er enighed om hvad der er aftalt. Det er derfor jurister ønsker alt skrevet ned.

Hvis tingsliggørelse tager overhånd er der fare for at der ikke er tilstrækkeligt overlap mellem deltagerne til at afdække en koordineret, relevant eller frugtbar betydning. Eksempelvis – det løser ikke alverdens problemer at skrive alting ned.

Dualiteten er et fundamentalt aspekt af dannelse af COP’s, for deres udvikling over tid, for relationerne mellem deltagerne, deres identitet og for de bredere organisationer hvori COP’s eksisterer.
Deltagelse og tingsliggørelse er en dualitet de er ikke modsætninger
Deltagelse og tingsliggørelse er to dimensioner, der interagerer, de definere ikke et spektrum.
Deltagelse og tingsliggørelse transformerer deres relation, de overfører ikke ind i hinanden.
Deltagelse og tingsliggørelse beskriver et samspil, de er ikke klassificerede kategorier.

Deltagelse og tingsliggørelse er ikke blot en adskillelse mellem menneske og ting, og de kan ikke defineres uafhængigt af hinanden.

Kapitel 2 Practice as community
Definerer konceptet for COP’s – praksis som kilde for sammenhængen i et fællesskab. Der introducerer 3 dimensioner af sammenhæng mellem praksis og fællesskab: fælles engagement, en samlet virksomhed, et delt repertoire af måder at gøre tingene på 49).

COP’s er ikke identisk med en kommune. Sammenkædning af practice og community giver:
1) øget sporbar karakteristika af praksis-konceptet
2) en definition af en specielt fælles skab - COP
COP skal dermed ses som èt begreb.

Figur side 73 viser sammenhængen mellem 3 dimensioner af relationer koblet til COP’s.
1) fælles engagement
2) forenet virksomhed
3) delt repertoire

1) Fælles engagement
Medlemskab af et COP er et spørgsmål om fælles engagement – det er det der definerer fællesskabet. COP er ikke synonym for gruppe eller netværk.
Fælles engagement er en essentiel del af enhver praksis. Det kræver arbejde at omdanne fælles arbejde til et COP og vedligeholdelse af COP er ikke en del af enhver praksis.
Det der skaber engagement i praksis er forandring samt forskellighed og ensartethed. Generelt finder enhver deltager i et COP en unik plads og en unik identitet. Ensartethed er hverken et krav for eller et resultat af udvikling af et COP.
Udvikling af delt praksis afhænger af det fælles engagement. Et COP kan blive en tæt node af relationer.
De fleste situationer, hvor menneskelige relationer er involveret, generer deres del af spændinger og konflikter.
En del praksis knytter deltagerne til hinanden på en måde der er både foranderlig og kompleks.

2) forenet virksomhed

3 kriterier for virksomhed, som holder COP’s samlet
- resultat af en fælles forhandlingsproces, der afspejler den fulde kompleksitet og det fælles engagement
- defineres af deltagerne undervejs i processen
- der er ikke et blot fastlagt mål, men det skabes af deltagerne som en integreret del af processen.

Fælles engagement kræver ikke ensartethed, en forenet virksomhed er ikke lig enighed i en simpel form. I nogle fællesskaber, kan uoverensstemmelse ses som en produktiv del af virksomheden. Virksomheden er forenet ved at tingene forhandles i fællesskab, ikke ved at alle ser tingene på samme måde eller er enige om alt.
Den enkeltes vilkår og situation kan variere men ansvaret for deres betingelser er forbundet fordi de er involveret i en forenet virksomhed.

COP’s er ikke selvvedligeholdende. De udvikles i en større kontekst (historisk, socialt, kulturelt, institutionelt) med specifikke ressourcer og bindinger. Udvikling kommer via deltagernes response på deres konditioner og dermed skabes/vedligeholdes deres virksomhed.

Det er kun når det er forhandlet/aftalt af fællesskabet, at konditioner, ressourcer og efterspørgsel skaber praksis. En virksomhed er aldrig fuldt underlagt noget udefra kommende eller en enkelt person. Det er ikke ensbetydende med at disse ting ikke spiller ind, men den energi som institutioner eller enkelt personer har ift COP er altid medieret af fællesskabets produktion af dets praksis.

Forhandling i en forenet virksomhed giver altid mulighed for relationer af fælles ansvar mellem de involverede. Ansvarligheden bliver en integreret del af praksis. Praksis inkluderer måden deltagerne fortolker tingsliggørelsen af ansvarligheden og inkluderer dette i udførelsen af praksis.
Det er et vigtigt aspekt af at være en erfaren deltager, at man er i stand til at adskille tingsliggjorte standarder og kompetent engagement.
Det er en proces at definere en forenet virksomhed, hvor relationerne manifesterer sig som evnen til at forhandle aktioner der er væsentlige for virksomheden.
En virksomhed er en del af praksis på samme måde som rytmen er en del af musikken.


3) delt repertoire

Repertoiret i et COP inkluderer rutiner, ord, værktøjer, måder at gøre ting på, historier, symboler, genrer, aktioner eller koncepter som fællesskabet har produceret eller optaget for at kunne eksistere og som er blevet en del af praksis.
Et repertoire er fællesskabets sæt af delte ressourcer. Det kombinerer følgende 2 karakteristika:
- det afspejler det fælles engagements historie
- det forbliver i sin natur flertydigt
Kombineret med historien er flertydighed ikke fravær eller mangel på betydning. Det er snarere en betingelse for forhandling og dermed en betingelse for muligheden for at skabe betydning. Tvetydighed er ikke en hindring der skal overkommes – det er et væsentligt element der skal arbejdes med. Vedvarende engagement i delt praksis er en dynamisk form for koordinering der skabes on-the-fly.

Forhandling af betydning i praksis
COP’s behøver ikke at blive tingsliggjort for at være et fællesskab. Følgende 3 forhold behøver ikke eksplicit opmærksomhed for at danne kontekst for forhandling af betydning:
- gennem fælles engagement kan deltagelse og tingsliggørelse flettes usynligt sammen
- en forenet virksomhed kan skabe relationer af fælles ansvar uden at de tingsliggøres, diskuteres eller states som virksomhed
- fælles historier om engagement kan blive ressourcer i forhandling af betydning uden konstant at skulle sammenligne noter.

De forskellige variationer af COP’s kan manifestere sig på to måder: deres evne til at udvikle en erfaring af betydningsfuldhed/meningfuldhed eller at holde os som gidsler af vores erfaring.

Den lokale forekomst af COP kan være både stærk og svar.
Som et sted for engagement i handling, interpersonelle relationer, delt viden og forhandling af virksomhed, kan fællesskaber være nøglen til reel transformation af det slag der har reel indflydelse på folks liv. Indflydelse af andre kræfter er ikke mindre væsentlig, men de skal forstås som medieret af fællesskabet i hvilke deres betydning skal forhandles i praksis.