Den nærmeste udviklingszone som den basale kategori i pædagogisk psykologi

Artiklen er skrevet af Yrjö Engeström.

Udgangspunkt i virksomhedsteori

To klassiske dilemmaer i moderne udviklingspsykologi:
· Læring i forhold til udvikling
· Individuel- i forhold til samfundsmæssig- udvikling

Det første dilemma er gennem tiden formuleret på forskellig vis.

Er læring identisk med udvikling. Kan udvikling opfattes som opsamling af læringsenheder?
Udvikling er den proces hvor man går fra specifikt og kontekstafhængigt til det generelle og kontekstfri.
Spørgsmålet er hvordan den lærende kommer fra det specifikke til det generelle.

Det andet dilemma beskrives bla. ved at når udviklingspsykologerne sammenligner udviklingen hos mennesker fra forskellige generationer, har man haft en tendens til ikke at indkalkulere samfundets samtidige udvikling.

Udviklingen i forholdet mellem individ og samfund.

Læringsniveauer

Gregory Bateson introducerer begrebet deuterolæring som betegnelse for det at lære at lære.
Bateson opstiller et hierarki af læringstrin hvor
· Læring 0 er helt simpelt, forsøg, men uden at fejl fører til refleksion
· Læring I handler om de tilstande hvor man ændrer adfærd i forhold til erfaringer
· Læring II er her man lærer at lære (deuterolæring). Læring to er tilegnelsen af strukturen af en form for læring I. Det er forståelse af konteksten. Læring II fører til dannelse af vaner og karakter (personlighed)
· Læring III er der hvor man bevidst udfordrer resultatet af læring II. Det er der hvor man bevidst forsøger at ændre vaner mv. Er ifølge Bateson ganske sjælden.
· Læring IV skulle være forandring i Læring III, og opnås ifgl. Bateson aldrig af noget voksent levende væsen. Dog nævnes at udvikling af arterne gennem tiden, sammen med udvikling af individer, samlet når niveau IV.

Ifølge Engestrøm er det der løfter Bateson fra eftersnakkere til niveau med klassikere, at han fortsætter og undersøger de indre modsigelser i læring II.

De ubevidste vaner som opstår som følge af læring II kan udfordres i det som kaldes en dobbelt-binding, hvor en modsigelse låser og forvirrer fordi man ikke er i stand til at hæve sig til niveau III og skabe sammenhæng mellem erfaringerne.

Der nævnes et forsøg med et marsvin som er trænet til en bestemt bevægelse for at opnå belønning. Ved pludseligt at ændre vilkårene for belønning bliver marsvinet tilsyneladende meget forvirret, men er ude af stand til at bringe sig på niveau III.

Læring og udvikling
Først viser læring sig som et vedhæng til andre aktiviteter, senere udvikles separate læringsformer.
Visse operationer udkrystalliseres i værktøj og bliver derved fysiske, stadig uden at de er reflekterede, der er stadig tale om niveau I.

Læring II er både ubevidst og refleksion. Det kan virke som en selvmodsigelse, men skal betragtes som en svingning mellem de to. Eksempelvis børnene der balancerer klodser og i første omgang kun måler på om der opnås balance, men senere begynder at eksperimentere og her måler på teorien (resultatet af refleksion) viser sig korrekt i praksis. Først reproduktiv, siden produktiv.
Pauser kan ses som et udtryk for refleksion.

I skolen adskiller man traditionelt læring II fra anden praksis for at effektivisere og kontrollere læringen. Men det er ikke læringsvirksomhed der foregår, men snarere virksomheden at gå i skole. Læring er et tilfældigt biprodukt.

Læring II kan også foregå hos andre højerestående pattedyr, mens læring III er særligt hos mennesker. Den opstår som nævnt som produkt at dobbelt-bindings situationer. Det påstås at det typiske resultat af stadig dobbeltbinding er skizofreni.

I læring II præsenteres subjektet for et problem som forsøges løst. I læring III spørger subjektet hvad meningen og fornuften er med problemet. Læring III baseres på løsning af modsigelser i læring II.

I læring III bliver selvet uden betydning. Det ændres kvalitativt til et kollektivt selv. Redskaberne der fremstilles er mere af konceptuel art som metodikker, verdenssyn og ideologier.

Individuelle manifestationer af læring III kaldes bla. for personlige kriser, løsrivelser, vendepunkter og åbenbaringer.

Nogle karakteriserer fejlagtigt læring I og læring II for læring og læring III for udvikling. Men ifølge Vygotsky kan udvikling kun finde sted som resultat af læring (læring II b, hvor der reflekteres) – der altså går forud, og specifikt ikke sker på samme tid.

Skoleelever der når læring II b, vil spørge til relevansen af læringen og forsøge at få den perspektiveret.

Individuel udvikling og samfundsudvikling
Kernen i menneskelig udvikling er kollektiv læring III.

Udvikling er ikke kun læring III som eksplosive skridt (kriser, vendepunkter…) men også en tavs, trinvis læring der kan være svær at konstatere (læring af sprog). I sådanne tilfælde kan læring II føre til læring III.

Hvordan opstår det nye

Den grundlæggende modsigelse er kilden til udvikling af dyr og menneskers forstand.

Livets bevægelse er den vigtigste enhed i menneskets virksomhed.

Et eksempel er børnene fra Childrens Campaign for Nuclear Disarmament. Livets bevægelse blev demonstreret ved at de løste en dobbelt-bind situation gennem kollektiv bevidst handling, hvorved en ny virksomhed blev skabt.

Opfindsomhed i et dilemma er at opfinde nye redskaber til løsning af dilemmaet. Det kan være at låne eksisterende artefakter og anvende dem på en ny måde.

Bratus og Lishin har i grafisk form forsøgt at forklare ny virksomhed opstår ud fra en nødvendighed og motivation i en virksomhed som er opstået på baggrund af en tidligere nødvendighed. De centrale punkter hvor der opstår sammenbrud i virksomhedssekvenserne er der hvor der opstår en tilstand af nødvendighed. Eks. når man mangler noget som man ikke har, eller når man har noget man ikke længere kan bruge. En kritik af Bratus og Lishin er at denne tilstand af nødvendighed ofte kan vare ganske længe, og give anledning til afsavn, passivitet og tilbagetrækning. Og erstatningsvirksomhed som alkoholisme (Her falder en bemærkning som giver anledning til at tro at Engestrøm antyder at de to har personlige erfaringer med dette).

Livet bevæger sig i cirkler, og ny virksomhed er ikke nødvendigvis ny virksomhed, men genopdagelse af artefakter og tidligere virksomhed.

Nærmeste udviklingszone
Vygotsky definerer nærmeste udviklingszone som afstanden mellem det faktiske udviklingsniveau (det man kan selvstændigt) og det potentielle udviklingsniveau (det man kan med hjælp).

Han argumenterer at god undervisning går foran og leder. Er rettet mod det modnende frem for det allerede modnede. Fremadrettet frem for rettet mod fortiden.

Han refererer til Montessoris tanke om sensitive perioder som optimale udgangspunkter for undervisning.

De moderne tolkninger (1983) kritiseres for ikke at yde Vygotskys tanker fuld retfærdighed. Det er bla. Dynamisk intelligensvurdering og Stillads for læring begge angribes for at være for snævre tolkninger. Eksempelvis udelader stilladsmetaforen helt spørgsmålet om børns kreativitet. Flere har prøvet at give bud på kreativitet, men det konkluderes at Vygotsky selv var meget vag på dette punkt.

Engestrøm konkluderer at noget af det som ikke er beskrevet er hvorvidt og hvordan virksomhedsformerne selv som systemiske samfundsformationer udvikler sig og forandrer sig konstant.

Herefter nævner han hvor børns leg ofte følger regler, men af og til kan iagttages ikke følge etablerede regler, og at disse opfindelser kan blive til gennembrud der ændrer legevirksomheden.

Artiklen slutter med at eksemplificere teorierne gennem Mark Twains Huckleberry Finn.