Learning to navigate - Hutchins

Learning to navigate

Hutchins – 1996

Artiklen beskriver det at navigere et større militær skib og vedrører emner som kooperation, distribueret viden og læring gennem praksis.

Artiklen bruger mange linjer på at beskrive skibet og selve navigationsopgaven. Kort fortalt: At navigere et større skib kræver et antal observationer, beregninger og handlinger, der ikke kan klares af én mand alene – især når der sejles i mere snævert farvand, hvor ny position skal sættes måske hvert 1.-5. minut.

Isolerede klumper af information bæres derfor igennem en strøm af personer med hver sin isolerede opgave:

1. 1.    Observer pejlemærker (udendørs) for nuværende position og meld via intercom til  (2)
   
2. 2.    Modtag besked fra (1) og notere pejlemærker i ’bearing log’
   
3. 3.    Plotte pejlemærker ind på kort, modtaget fra (2), bestemme position og forventet retning – bl.a. ud fra data i deck log (4)
   
4. 4.    Alle kommandoer om skibets hastighed og retning noteres i deck log
   
5. 5.    2 og 3 bliver enige om næste omgang pejlemærker
   
6. 6.    Dybden måles og noteres i (2)
   
7. 7.    Der gives besked om at måle nye pejlemærker til (1) (cyklus starter forfra)
   

 

Arbejdsgangen er altså et eksempel på koordination frem for collaboration, idet hver enkelt aktør arbejder med en isoleret afgrænset opgave, der leverer viden videre til den næste i kæden.

Læring – lære at navigere

Oplæring af nye indenfor faget sker gennem praksis – og i den ovennævnte rækkefølge, så første læringspost er at aflæse pejlemærker og forstå denne opgave. Herefter går man videre som (2)pejlemærke notar osv. Før denne læringsproces begynder, kræves et vist basiskendskab, som opnås ved allerførst at være den aktør, der måler dybde i ovenstående proces – kræver ingen forudsætninger.

Fordelen ved denne metode, er den gradvise opbygning af viden og praksis, hvor næste skridt bygger på at man mestrer det forrige. Efterhånden som eleven kommer igennem trinene opnås forståelsen af sammenhængene.

En af læringsmetoderne er, at eleven i åbent farvand (hvor der kun positions-fixes hver halve time) får ansvaret for hele processen (her er der tid til det) under supervision af en fuldt erfaren.

 

Egenskaber

·         Distribueret viden

o   Traditionel syn på kooperation siger, at der ikke er nogen overlap af viden mellem aktørerne, og at det ikke er nødvendigt

o   Her ser vi at aktørerne stiger i graderne og flytter til næste rolle, hvorfor der opstår et overlap af viden

·         Dekomponerede opgaver

o   Kooperation medfører nedbrydning af opgaver, men det er vigtigt at finde det rette niveau – en for fin nedbrydning kan betyde at en opgave, der kræver høj og hyppig kommunikation besværliggøres

·         Observations-horisont

o   Åbne aktioner – at kunne se de andre aktørers handlinger fremmer processen og kan modvirke fejl

o   Åbne værktøjer – fx at kunne se på det kort, der viser positionen gør, at aktørerne i fællesskab kan se, at de er på rette kurs og rette evt fejl

·         Fejl og performance feedback

o   At de mere erfarne fx kan høre dialogen mellem de foregående aktører giver mulighed for at fange fejl og rette dem op. Det åbne kommunikationsanlæg giver også mulighed for at aktørerne indbyrdes kan rette op på andres fejl.

·         Fleksibilitet og robusthed

o   Den opdelte kooperative arbejdsdeling giver fleksibilitet og robusthed – ændringer i omgivelserne betyder at gruppen af aktørerne hurtigt kan ændre struktur, fordi der er overlappende viden og opgavekomponenter der kan sammensættes anderledes. Eksempler her kunne være fejl i kommunikationsanlæg, ekstremt vejr el lign.

Den sociale formering

Både i åbent-hav træning af nye (hvor der kun er elev og træner på broen) sker der en social formning af elevens adfærd.

Det samme ses i snævert farvand hvor alle er til stede – aktørerne retter indbyrdes på hinanden og former dermed socialt den rette praksis.

Han henviser til Vygotsky 1960,1981) der siger at en proces for at kunne blive internaliseret som en mental model, skal starte som en ekstern